Episode: 281 |
En af de største musikoplevelser i vores område finder man hvert år under trækronerne i Ringsted Lystanlæg.
Roskilde Festival er selvfølgelig svær at komme udenom. Som nabo til Køge Kommune har vi en af Europas største musikfestivaler lige i baghaven. Men kører man i stedet mod Ringsted, finder man en helt anden festivaloplevelse. Mere folkelig, mere overskuelig og med en blanding af store danske navne, fest, mad, barer og små oaser rundt omkring i det gamle lystanlæg.
På nogle måder kan Ringsted Festival måske bedst beskrives som en lille udgave af Smukfest. Ikke fordi de to festivaler er ens, men fordi naturen, hyggen, festen og oplevelserne omkring musikken fylder mindst lige så meget som selve koncerterne.
Og danskerne har i den grad fået øjnene op for Ringsted Festival.
Festivalen har de seneste år oplevet en massiv efterspørgsel på billetter. I 2024 blev der udsolgt på 27 timer, året efter på få timer, og billetterne til Ringsted Festival 2026 blev igen revet væk på rekordtid. I år samles omkring 17.000 festivalgæster hver dag i Ringsted Lystanlæg til omkring 80 koncerter fordelt over tre dage.
Men hvordan skaber man egentlig en festival, som så mange mennesker år efter år gerne vil tilbage til?
Det spørgsmål er en god anledning til at møde manden, der startede det hele.
Tidligt fredag morgen på dette års Ringsted Festival mødes Nils med festivaldirektør og initiativtager Anders Sørensen. Torsdagens første festivaldag har budt på masser af musik og fest i Lystanlægget, men fredag morgen er der igen fuld gang i organisationen bag den festival, som Anders har brugt mere end 20 år på at udvikle.
Historien begyndte allerede før Ringsted Festival. Anders havde arbejdet som eventmager, lydmand og musiker og stod fra 1990 til 1993 sammen med Lasse Bendixen bag Rock Ringsted for upcoming amatørmusikere. I 2004 tog Anders sammen med Tom Sønderup initiativ til en ny musikfestival på Midtsjælland, og året efter blev den første Ringsted Festival afholdt.
Dengang var det en endagsfestival med to scener og næsten 7.000 betalende gæster. I dag varer festivalen tre dage og har 17.000 gæster om dagen, tre hovedscener, fire festområder, restauranter, omkring 30 madboder og food trucks, 31 barer og campingområder med plads til tusindvis af overnattende gæster. Omkring 1.500 mennesker er på arbejde, når festivalen bliver afviklet.
Det er med andre ord blevet en ganske anden størrelse end den festival, Anders var med til at søsætte i 2005.
I dette indslag taler Nils med Anders om rejsen fra den første festival til den succes, Ringsted Festival er i dag. Om de valg, der er blevet truffet undervejs, og om hvordan man udvikler en festival uden at miste det, som får publikum til at komme igen.
For Ringsted Festival er i dag meget mere end koncerterne på de store scener. Rundt omkring under træerne finder man barer, mad, festområder og steder, hvor man kan slå sig ned og nyde festivalen i sit eget tempo. Festivalen kalder selv oplevelsen for “Årets kram under trækronerne”, og tallene fortæller noget om, hvor godt publikum har taget den til sig. I festivalens gæsteundersøgelse fra 2025 svarede 80 procent, at de ville komme igen året efter, mens yderligere 19 procent svarede måske.
Det er også interessant set fra Køge. For Ringsted Festival er langt fra kun en festival for ringstedensere. 44 procent af gæsterne i undersøgelsen fra 2025 kom fra nabobyer som blandt andet Køge, Roskilde, Haslev, Næstved, Sorø, Slagelse og Holbæk.
Bag det hele står stadig Anders Sørensen. I dag som ejer og festivaldirektør for en professionel organisation med 20 fastansatte, der arbejder med festivalen året rundt. Men udgangspunktet er stadig den idé, han var med til at føre ud i livet for mere end 20 år siden – at skabe en musikfestival på Midtsjælland, som mennesker havde lyst til at samles om.
Bliv klogere på Anders Sørensen, historien bag Ringsted Festival og hvad festivalen er blevet til i dag ved at kigge eller lytte med.
🔗 Link
www.ringstedfestival.dk

